Vi skal alle dø, det ved vi godt. Men gælder det også mig?
Døden er et mysterium; den er uundgåelig for enhver og alligevel så svær at fatte.

Desværre har vi i Vesten en tendens til at fornægte vores egen dødelighed. Vi lærer ikke hvordan vi skal forholde os til dødsprocessen og det efterlader os dårligt forberedt til det kritiske øjeblik, hvor døden kommer til os selv eller vore kære.

Døden og livet er uadskillelige. Hvis man lever i frygt for døden, er det umuligt at opnå glædesfyldt nærvær med hvert øjeblik i vores liv. Nøglen til nærværet ligger i at turde relatere inderligt med den sandhed, at før eller siden ender alt liv. Eller måske ender det ikke, men transformeres til en anden form for liv og bevidsthed?

Jeg har de senere år stillet mig selv mange eksistentielle spørgsmål, også om døden. Hvad mon der sker, når vi dør? Hvor kommer vi hen? Er det pinefuldt eller lyksaligt?

Jeg har måttet tættere på og blev derfor sygeplejerske på hospice. De sidste 7-8 år har jeg passet døende, fulgt deres individuelle processer og haft den ære at være til stede i dødsøjeblikket. For mig er det altid et helligt og kraftfuldt øjeblik. For nogle fredfyldt og skønt; for andre lidelsesfuldt og grimt, selv om vi gør vores bedste for at lindre pinen.

Jeg bliver ofte spurgt om det ikke er frygteligt sørgeligt og hårdt at passe døende. Det kan være følelsesmæssigt krævende, men også meget glædeligt. Midt i lidelsen opstår der ofte momenter af fred, humor, kærlighed og visdom. Det er meget livgivende og meningsfuldt at hjælpe et andet menneske med at give slip, især når processen er accepteret og ventet. Døden kan opleves som en kærkommen lettelse, såvel som en skræmmende hændelse.

Jeg ser sådan på det, at mine patienter er mine læremestre; de er foran mig. De viser mig mange måder at dø på. En dag kommer døden også til mig og så håber jeg min erfaring vil hjælpe mig og mine kære.
Birgit Bastholm | Alkenvej 73, 8660 Skanderborg  | Tlf.: 51 54 13 31 | birgit.bastholm@gmail.com